Gå til indhold
©  Foto:

Mark | Billund Kommunes Museer - Tag på Museumsgården Karensminde og lær hvordan det var at leve på en gård for 100 år siden - tæt på Billund

Vi bruger de sidste 400 års historie om landbrug, industri og turisme som rammerne for anderledes museumsoplevelser, der kan mærkes. Fra lyse sommerfortællinger på Museumsgården Karensminde til gribende minder i SPOR af Besættelsen. Besøg os og bliv bevæget.

Museumsgården Karensminde
På Museumsgården Karensminde oplever du livet på landet for 100 år siden. Her dufter af frisk luft, hø og lidt af mødding. Inde fra stalden kan du høre grisene hvine af fryd, når forvalteren kommer med foderet. I engen kan du skimte køerne, der græsser mellem de gamle engvandingskanaler. Lad børnene lege i Tusindbensparken og ae de bløde kaniner. Oplev de enorme jyske arbejdsheste i engen og de traktorer, der erstattede dem i marken. Glem ikke at nyde en kop kaffe ved det smukke gamle stuehus, og tag en hjemmebrygget øl med hjem fra museumsbutikken.

Særudstillinger
I Udstillingsbygningen hænger flyene lavt over dit hoved. Bag mørklægningsgardinerne finder du fortællinger om mennesker - børn og forældre, som oplevede 2. Verdenskrig og besættelsen, der vendte alting på hovedet, også for jernbanen. SPOR af Besættelsen rummer genstande fra en af landets største samlinger fra besættelsen, og fortæller om jernbanens særlige historie under besættelsen. Sabotører sprængte skinnerne i stykker, vognene transporterede tyske tropper og senere tyske flygtninge, og Grindsted Station var samlingspunkt for det hele. Opdag skæbner i modstandskampen, i den ændrede hverdag, hos værnemagten og for de tyske flygtninge – en historie, der er særdeles relevant i dag.

Guidede byvandringer
Book en guidet byvandring i din by. Alle byer i kommunen rummer en vigtig del af vores fælles historie, og det sætter vi fokus på i byvandringerne.
Lad også vores digitale byvandring guide dig rundt i Grindsted eller besøg krigsminderne. Download byvandringerne via app’en Useeum.

: