Til forsiden
Nyt Ph.d. projekt skal se nærmere på turismedestinationer.

Turistdestinationer opstår ofte på baggrund af tilfældigheder, som andre steder ikke kan kopiere: Strandene ved Vesterhavet, elitens indvandring i Skagen eller patent på LEGO-klodsen i den lille vestjyske by Billund.

Folk flokkes til områderne for at opnå en snert af miljøet, og sole sig i historierne, alt imens detailhandlen øjner chancen for øget omsætning og lokale bliver irriteret over manglen på parkeringspladser. Turisme bliver noget vi vænner os til, og som vi ikke gør en særlig indsats for at bevare. Det er først den dag, turisterne har fundet et nyt og mere spændende sted, at destinationen pludselig mærker tabet af besøgende, og ikke mindst omsætning.

Det er ofte mangel på udvikling, der er årsagen – folk har forskellige hensigter og alle, der har været på charterferie i deres ungdomsår, udnævner sig selv til ekspert på turismeområdet. Alt strander på gode intentioner, mens turisters fravær bliver endnu mere mærkbart i kasseapparaterne.

Men hvordan kan en turistdestination udvikle sig hensigtsmæssigt, og sikre sig den fornyelse der skal til? Hvordan får vi folk til at tage ansvar og arbejder i samme retning – vel og mærke den retning, som lokker turisterne til genbesøg?

Nyt Erhvervsphd-projekt.
Det skal en Erhvervs-ph.d. nu se nærmere på. Det er et projektet, der løber over 3 år, og som kan betegnes som ’kommerciel forskning’ – altså viden, som der skal tjenes penge på.

Erhvervskontoret Billund ErhvervsFremme står bag projektet, og casen der arbejdes ud fra er Billund – den danske turistdestination som muligvis har oplevet den mest eksplosive vækst i antal overnatninger på det seneste, efter Lalandia åbnede med de første 750 feriehuse i april 2009. I samarbejde med LEGOLAND®, Billund Airport og Givskud Zoo etablerede Lalandia et markedsføringssamarbejde der kan tilskrives en stor del af æren for de mange nye turister. Men den positive udvikling skal gerne fortsætte, og det kræver et større samarbejde, med flere aktører, der tager ansvar og arbejder i samme retning.

Billund ErhvervsFremme har ansat Ane Andersen, der i forvejen har været 3 år i samme virksomhed som turismekonsulent, som erhvervsphd-studerende. Ifølge hende, er der et teoretisk hul i turismeforskning.
Det er simpelthen ikke belyst komparativt hvordan destinationer opfattes forskellige af turister, kommuner og virksomheder.
Turistdestinationer bliver derimod ofte set som en fast geografisk afgrænset enhed, som vi alle sammen tror vi er enige om, hvordan ser ud. Men det er vi sjældent.

’Det skal klarlægges, hvordan forskellige aktører konstruerer en turistdestination forskelligt – en kommune har sine kommunegrænser, mens virksomheder arbejder der, hvor de kan tjene penge’ forklarer Ane Andersen, og fortsætter ’Og så er der turisterne, der rejser på kryds og tværs af det hele’.

Resultatet er i praksis, ifølge Ane Andersen, et mudret billede af hvordan en destination kan kortlægges, og det besværliggør udviklingen. For hvor skal det sættes ind? Hvem skal sætte ind hvor? Og hvordan får man egentlig den ønskede udvikling, så den positive turismespiral kan fortsætte?

’Hvis vi er ensretter vores tanker og forbedrer vores destinationsudvikling, kan vi sandsynligvis fortsætte væksten, og blive ved med at tjene penge’ forklarer Ane Andersen og understreger at en turistdestination ikke bare noget, som er der, men noget som løbende skabes og genskabes ud fra f.eks. kommunalreformer, virksomhedssamarbejder og pakketilbud til turister.

Harmonier imellem kommunen og private.
Hun mener, at der skal ses på harmonierne imellem de 3 aktørgrupper – kommunen, virksomhederne og turisterne – og ikke konflikterne.
’Det er ikke specielt interessant, at se på hvor de er uenige, og trevle potentielle konflikter op. Det er interessant at se på, hvor og hvordan folk er enige, og så bygge videre på den positive ånd, der ligger til grund for enigheden’ forklarer den unge forskerspirer.
Hun begrunder fravalget af konflikter med, at sådanne ofte enten er præget af parti-farver hos en kommune, eller forskelle i nedskrevne formålsparagraffer ved profitstyrede virksomheder, eller kommuner, der handler til fordel for almenvældet.

’Bestemte grundlæggende forskelle, eller konflikter om du vil, skaber en dynamik, som er yderst interessant, og som oftest leder frem til en enighed. Det er processen op til enigheden, og det spil der er i forsøget på at blive enige, som er interessant – hvordan arbejder kommunen med lovgivningen, for at sikre gode erhvervsvilkår for virksomhederne, og hvordan bruger de 2 grupper hinanden positivt for at opnå den bedste destinationsudvikling’ forklarer Ane Andersen, og uddyber at det ofte er et spørgsmål om retorik, historik og ikke mindst vilje, som driver en succesfuld turistdestination.

Men hvad så med turister?
Den vigtigste ingrediens i en turistdestination, er alligevel turisterne. Derfor skal kommunen og virksomhederne store planer også sammenholdes med turisternes ønsker – er de overhovedet interesseret i nye stisystemer og længere åbningstider?

’Det er et interessant perspektiv, for det handler om hvordan udbudet matcher efterspørgslen – udbudet, skabt af kommunen og virksomhederne, er jo set indefra, og ofte baseret på antagelser og formodninger om, hvad vi selv ville lave, hvis vi var på ferie. Men helt ærlig – hvor mange historiske monumenter læser du om, når du er på ferie med din kone og jeres 2 børn? Og hvor mange lokalhistoriske arkiver besøger du? Og downloader du alt information til din mobil?’ spørger Ane Andersen, og understreger dermed at turister faktisk ofte er langt mindre aktive, end vi tror – ’de er jo på ferie’, slutter hun.

Langsigtet perspektiv.
Foruden et væsentligt bidrag til den danske turismeforskning der udgøres af det, Ane Andersen selv betegner som ’komparative konstruktionsprocesser blandt turister, virksomheder og kommuner’, er projektet et væsentligt bidrag til især turismeudviklingen i Billund.
Projektet løber over 3 år, men Billund ErhvervsFremme advarer imod, at man forventer resultater om 3 måneder. Destinationsudvikling er ikke noget, der bare sker i morgen – det er langsigtede ambitioner, og for at disse skal blive succesfulde, skal aktørerne vide hvordan de hver især tænker, for at kunne tiltrække flest turister, og sørge for at de kommer igen.
Onsdag, marts 23 2011
VISITBILLUND - Billund ErhvervsFremme Rådhuscenteret 16 7190 Billund Tlf. +45 79 72 72 02 ©2008 LEGO Gruppen.