Til forsiden
Rotary indbyder til aftentur i Skulpturpark Billund.

Galschøit besøger igen Billund og Sommerudstillingen  Billund Rotary Klub har inviteret kunstneren bag årets Sommerudstilling i Skulpturpark Billund, Jens Galschøit, til aftenvandring i Skulpturparken tirsdag, den 31. august.

Rundvisningen er gratis, og starter ved Galschøit´s opstillede Frihedsgudinde på Nordmarksvej i Billund, tirsdag den 31. august kl. 19.00, og slutter ved Billund Centret kl. ca. 20.30.

Tilmelding er ikke nødvendigt. Se indbydelsen i bunden af siden.

Den største og mest spektakulære sommerudstilling i Skulpturparkens historie vil fylde parken hele sommeren. Jens Galschiøts værker kan man ikke bare gå forbi. De giver stof til eftertanke. Imponerende i deres udformning og smukke på trods af et oftest provokerende og direkte budskab om verdens uretfærdigheder.

”Freedom to Pollute” hedder skulpturen, som er en kopi af Frihedsgudinden. I Jens Galschiøts udformning udspyer gudinden imidlertid røg med få minutters mellemrum, mens hun med stoisk ro bærer på sine tavler med teksten Freedom to Pollute.

To lastbiler, en kran og en hel dags arbejde må der til, før skulpturerne er på plads. Jens Galschiøt dirigerer selv slagets gang godt hjulpet af sine medarbejdere, som er i træning med at transportere hans skulpturer rundt i Danmark og udlandet. Således er udstillingen ”Stop hjemløshed” netop nu i Ålborg på vej rundt i Danmark og herfra videre til Ungarn.

De hjemløse kommer ikke forbi Billund, men den frivillige arbejdsgruppe for Skulpturpark Billund lover, at der bliver nok at se på. Gruppen har nu nogle dage til at sætte skilte op, som kan informere byens borgere og turister om skulpturerne.

Lørdag d. 19. juni kl. 13 åbnes udstillingen. Hovedsponsor er Sydbank, men projektet støttes også af BillundUgeavis, Billund Savværk ApS og Büchmann & Winther ApS.


Der var stor fokus på Jens Galschiøt i forbindelse med FN’s klimatopmøde i København, hvor han opstillede skulpturen ”Den fede dame” ved siden af den lille havfrue.

Art In Defense Of Humanism, AIDOH er skabt af Jens Galschiøt som en gruppe, der opstiller politiske kunstværker for at gøre opmærksom på umenneskelig behandling af befolkningen i forskellige lande i forbindelse med politik, religion eller økonomiske interesser. Gruppen har ved flere lejligheder startet en samfundsdebat omkring enkeltlandes overforbrug eller regeringers undertrykkende behandling af egen befolkning.

Indbydelsen til aftenvandring i Skulpturpark Billund med Rotary.

Pressemeddelelse om aftenvandringen.
Endnu en Galschiøt-skulptur udstilles i Billund:
Brainstorm – som lyn i hjernen
VISITBILLUND - Billund ErhvervsFremme Rådhuscenteret 16 7190 Billund Tlf. +45 79 72 72 99 ©2008 LEGO Gruppen.