Til forsiden
Byvandring i Billund

Billund er en meget ung by, der er noget næsten amerikansk over den. Derfor er det logisk at starte sin vandring i Hovedgaden. Selve navnet virker som en henvisning til en Main Street i USA. I Hovedgaden finder vi på venstre hånd, når vi er kommet ind i byen vest fra, ”Løvehuset” - Dette er en af legenderne i Billund. Ole Kirk Christiansen, den senere grundlægger af LEGO Koncernen, havde oprindelig en snedker-tømrerforretning her. I 1924 brændte huset efter drengeleg med tændstikker. Så byggede han det såkaldte Løvehus. Det virkede stærkt med løver foran et hus her på heden. Rygterne ville vide, at det nok var for at holde kreditorerne fra døren. Senere blev det som bekendt ikke nødvendigt.
Nyt afløses af gammelt, når man fortsætter lige ud op til Rådhuspladsen, hvor selve rådhuset har en flot genbo i Den Jyske Sparekasse. Midt i mellem har vi en springvandsskulptur. I det hele taget kan man i Billund glæder sig over megen kunst, der er strøet med rund hånd.
Fortsæt over Rådhuspladsen til Hans Jensensvej hvor Billund Centret ligger. Dette er Billund bys kulturelle centrum. Bibliotek, teatersal, lokalhistorisk arkiv, musikskole, cafè, diskotek og naturligvis Billund Kirke.
Billund har en meget fin blanding af industri- og administrationsarkitektur. Det er absolut værd at gå en tur op ad Aastvej, der ligger på Hans Jensensvejs venstre side. Her ligger først en stor del af LEGO Koncernens hovedkvarter og derefter LEGOLAND. Der er bygget hotel hen over en del af vejen.
Der findes også mere og spændende kommunikation i lufthavnen, i dag landets næststørste. Men der skal man nok tage bilen ud til.
Inde i selve byen er der også den tidligere nævnte skulpturpark. Men man bør heller ikke snyde sig for Billund Kro. Her åbnede Grindsted-Grene Sparekasse morsomt nok sin første filial i Billund i 1919. Det er den sparekasse der i dag hedder Den Jyske Sparekasse. Selve kroen kan spores tilbage til slutningen af 1700-tallet. Den ligger på Buen 6, ganske tæt på førnævnte Hans Jensensvej. I en fjern fortid var det her diligencen stoppede. Post blev læsset og losset, passagerer mod Varde fik stillet sult og tørst. Det kan man stadig.
VISITBILLUND - Billund ErhvervsFremme Rådhuscenteret 16 7190 Billund Tlf. +45 79 72 72 99 ©2008 LEGO Gruppen.